Pixelantal

Da vi nu lige har talt om skærm- og papirbilledstørrelser – hvor mange pixel er så gennemsnitligt nok i dagligdagen?

Hvis man kun vil bruge billederne til at vise på en skærm: få pixel. Der er stadig mange skærme, der har en opløsning på 1280 x 1024 pixel, og ved 24” - som ikke længere er en sjældenhed - ligger opløsningen ofte på 1920 x 1200 pixel. Herfra skal man så trække rammer fra programmer og menu-vinduer.

Hvis man vil se et billede i fuld størrelse på en skærm, som har færre pixel end billedet, er man nødt til at gøre det mindre, hvilket har en dårlig effekt på billedkvaliteten. Hvis man vil tage hensyn til billedkvaliteten ved en 100-%-gengivelse, dvs.: at et billedpunkt bliver gengivet som et billedpunkt på skærmen, så vil man kun kunne se et udsnit af billedet på skærmen, og man skal oftest scrolle længe for at se alle dele af billedet.
Gengivelser på 200 %, som ofte benyttes til at kunne bedømme billedkvaliteten „endnu mere præcist“, er uhensigtsmæssig. Idet et billedpunkt deles ud på flere pixel på skærmen, lider billedkvaliteten herunder.

Men skærmen bør ikke være det endelige medie, for visning af ens billeder. I stedet bør man stræbe efter at få sine billeder printet på papir, idet man så også har mulighed for at kigge på dem, når man ikke lige har en computer med skærm ved hånden, og idet et papirbillede også vil være der om mange år, når de maskiner, som kan læse ens memory kort eller DVD evt. ikke eksisterer længere, eller hvis mediet, hvorpå billederne er gemt skulle blive defekt, og derfor ikke længere kan læses.

Som forstørrelse fra negativ kom papirbilledet før i tiden ofte fra egne små laboratorier, og også i dag findes der stadig små laboratorier, som bliver drevet af folk, som stadig godt kan lide at arbejde med film. (Et lille sidespring: Det eget lille laboratorium blev længe kaldt „mørkekammer“, inden dette udtryk blev betragtet som forældet og afløst af det moderne og mere smarte udtryk hobbylaboratorium. Også amatørfotografen, for hvem fotografi er et spørgsmål om liebhaveri, kom i udtryksfornyelsens skudlinje og blev omdøbt til hobbyfotograf – egentligt ærgerligt.) Den som ikke selv ville håndtere kemikalierne, indleverede filmene hos fotografen eller sendte den til de store laboratorier. De fremkaldte billeder landede enten i skotøjsæsken eller i album. De bedste pletskud blev klistret ind i en hobby-fotokalender eller blev sat i ramme – og alt efter størrelsen stillet på reolen eller hængt op på væggen.

I den digitale tidsalder erstattede computer, skærm, software og printer mørkekammeret. For mange er arbejdet i mørkekammeret en „hobby efter hobbyen“ og optagelserne i kameraet er „kun“ materiale til efterfølgende kreativ behandling af dataene. Men også her gælder, at de færdige billeder er bedst opbevaret på papir eller lignende og ikke kommer til deres fulde ret liggende på harddisken.

Papirbilledet fra det store fotolaboratorium findes stadig, skotøjsæsken, albummet og den store billedramme også. Men i mellemtiden er der kommet flere medier til.

F.eks. fotobogen, som – i modsætning til et album – ser ud som en rigtig billedbog. Fotobogssoftwaren kan bruges af alle, som gerne vil have et hurtigt resultat på en nem måde (med hjælpen fra assistenten og skabeloner) samt af fotografer, som helst selv vil stå for hver enkelt lille detalje selv og som vil omsætte deres idéerne uden kompromisser. Trykte fotokalender stiler i samme retning. I stedet for at sætte papirbilledet til væggen i ramme kan man vælge at få printet billedet direkte på lærred („canvas“), som leveres spændt op på en trækileramme. – men det vil vi komme tilbage til senere i afsnittet om billedpræsentation – og derudover en masse andre produkter, som man kan udforme med eget billede - fra  T-shirts til krammedyr, fra kaffe- til ølkrus og fra fotopuslespil til snekugle.

Hvor mange pixel skal man bruge, for at få et ordentligt billede på papir, i fotobogen eller på fotolærredet?

For at få en optimal printkvalitet, skal der være et vist antal billedpunkter pr. måleenhed. Selvom vi normalt anvender måleenheden „centimeter“, når vi skal måle noget, er det måleenheden „tomme“ eller „inch“, der er slået igennem i forbindelse med digitale produkter, og man regner derfor i „pixel pr. inch“, forkortet „ppi“.

I normal sprogbrug er det dog slået igennem i stedet at anvende, forkortelsen „dpi“. „Dpi“ er  egentligt en forkortelse for „dots per inch“. „Dots“ er blågrønne, røde, gule og sorte rasterpunkter, hvormed man i firefarvetryk kan sammensætte alle farver.

Men for at blive i jargonen, så anvender vi på denne side kun betegnelsen „dpi“, også selvom betegnelsen ikke er helt korrekt i denne forbindelse.

Til et godt blækpatronprint skal man regne med 150 eller 200 dpi,  når man bestiller billedet hos et af de store fotolaboratorier. Til fotobøger skal man regne med en dpi på 200 eller 250 dpi og til tryk i tidsskrifter/blade er 300 dpi nødvendig. Den efterfølgende tabel viser, hvor mange pixel, der er påkrævet henholdsvis 150, 200, 250 og 300 dpi, for at få printet et godt billede i et bestemt slutformat - i praksis har billedet som regel flere.

Vigtigt er at bemærke, at værdierne i tabellen gælder for en betragtning af billedet på normal afstand, som ca. svarer til format-diagonalen. Den som holder billeder så tæt, at det støder på næse, er selv ude om det.

Vidste du at ...
... de angivne meget høje dpi-værdier for blækpatronprintere er rigtige nok, men at de ikke kan sammenlignes med dpi-værdierne for kameraer? Ved kameraer står hver dpi-værdi for et billedpunkt pr. inch (og i stedet for dpi bør man egentligt kalde den ppi, altså pixel pr. inch). For at kunne fremstille et sådant farvebilledpunkt, printer blækpatronprintere punkterne i farverne blågrøn (cyan), rød (magenta), gul (yellow) og sort (black) tæt ved siden af hinanden. Disse punkter sammensmelter i øje til billedpunktets egentlige farve. For at få finere nuancer, arbejder mange fotoprintere med 6, 8 eller flere farver, f.eks. foto-cyan, foto-magenta og grå.

Beregn hvor stor billedstørrelsen kan blive
Man dividerer antallet af pixel på den lange og korte side med den påkrævede printopløsning i dpi og ganger resultatet med 2,54. Man får oplyst formatet i centimeter.
Eksempel:
Et billede med 4000 x 3000 pixel printes mest optimalt med 300 dpi og med en bredde på
4000 : 300 x 2,54 = 338 mm og en højde på
3000 : 300 x 2,54 = 254 mm.