Team Rynkeby
CEWE Danmark har i 2018 valgt at sponsorere det nordiske velgørenhedsprojekt Team Rynkeby. Team Rynkeby samler penge ind til børn med kritiske sygdomme i hele Norden. Størstedelen af pengene går i 2018 til at støtte kræftramte børn via Børnecancerfonden og børn med lungesygdomme via Børnelungefonden. I Norge, Sverige og Finland bliver der samlet ind til lokale organisationer, der støtter børn med kræft, mens Team Rynkeby på Færøerne både samler ind til børn med kræft, børn med lungesygdomme og børn med hjertesygdomme.
Team Rynkeby er nordens største velgørenhedscykelhold. De penge, som Team Rynkeby indsamler, går ubeskåret til at hjælpe syge børn. Hver enkelt af deltagerne på Team Rynkeby dækker selv deres egne udgifter, mens Rynkeby Foods A/S og God Morgen® dækker de centrale omkostninger af selve projektet. Dermed går alle bidrag direkte til organisationerne, som Team Rynkeby arbejder sammen med. Team Rynkeby er f.eks. hovedsponsor for Børnecancerfonden og Børnelungefonden. Deres bidrag betyder, at fondene bl.a. kan have fokus på forskning i børnecancer og dermed være med til at forbedre vilkårene for børn med kræft.
Team Rynkeby startede tilbage i 2002, da 11 motionscykelryttere, der havde tilknytning til juicevirksomheden Rynkeby Foods A/S, valgte at cykle til Paris for at få motion og for at opleve opløbet til Tour de France. Deltagerne fra Team Rynkeby havde samlet sponsorater ind til turen; de havde samlet så meget ind, at de stadig havde penge i overskud, da de kom hjem. De besluttede sig derfor for at donere pengene til børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital. Dette er nu blevet en fast tradition: Hver juli cykler Team Rynkeby til Paris for at samle penge ind til børn med en kritisk sygdom. I dag er der 1.900 cykelryttere og 450 hjælpere fordelt på 48 lokale hold fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island. Siden deres allerførste cykeltur til Paris, har Team Rynkeby Fonden samlet over 250 mio. kr. ind til alvorligt syge børn i Norden. I 2017 alene indsamlede Team Rynkeby ca. 65,2 mio. kr. til kampen mod børnekræft i Danmark, Sverige, Finland, Norge og Færøerne. Ca. halvdelen af disse penge gik til Børnecancerfonden og Børnelungefondens kæmpe arbejde for børn med kritiske sygdomme og deres familier.
Hos CEWE Danmark er vi som guldsponsor glade for og stolte af at kunne støtte Team Rynkebys store arbejde med at indsamle penge, så børn med kritiske sygdomme og deres familier kan få hjælp og støtte.